Forord

Der er noget ved det ubevidste der ikke er til at holde ud.

​

Mere end hundrede år efter dens fremkomst, kan psykoanalysen fortsat sætte sindene i kog. Der er åbenbart endnu godt stof at hente hos løgneren og forføreren Freud. Det forekommer os, nu som før, at det især skyldes Freuds hypotese om det ubevidste, en hypotese som for altid har radikaliseret enhver form for sjælesorg.

Psykoanalytikerne har selv svært ved at kapere det ubevidste. De har i hundrede år kæmpet mellem videreførelsen af det radikale i Freuds opdagelse og længslen efter at finde en rationel, biologisk forklaring på vores sjælelige vanskeligheder. De bærer i sig den spaltning som psykoanalysen er opstået i. 

​

Gennembruddet af de moderne naturvidenskaber danner baggrundstæppe for den scene hvorpå psykoanalysen første gang træder frem. Det gør den både som part i gennembruddet og som modtræk. Som part, i det den indskriver sig i den videnskabelige rationalitet, som et barn af Oplysningstiden, forstået som nysgerrighed, videnslyst, rejsetrang ud i det fremmede og ukendte. Som modtræk, i lighed med den måde den tidlige romantik udgjorde en reaktion mod effekterne af Oplysningstiden: at alt kunne indfanges eller beherskes af den menneskelige rationalitet. Psykoanalysen kan ikke tilpasses den ideologisering af videnskaben der er en konsekvens af beherskelsesidealet og af dets omsætning i politisk magt. Den fokuserer på det umedgørlige menneskelige der ofte fremkommer i en skrøbelig og utilpasset subjektivitet. Den sætter sig mellem magtens objekt og subjektets afmagt. Psykoanalysen er selv et barn af det moderne, men samtidig udgør den et radikalt brud med en videnskabelig enhedsbeskrivelse der afskaffer menneskets ubevidste.

​

Siden Descartes og Luther har Danmark været spændt ud mellem den videnskabelige rationalitet og forskellige former for religiøsitet. Det ubevidste har tråde både til den videnskabelige rationalitet og til det religiøse. Og dog er det noget tredje.

​

Udover at fungere som en unik terapeutisk erfaring, at gøre tjeneste som teori om sjælelivet indenfor andre fag, er psykoanalysen først og fremmest den disciplin hvori der udvikles en paradoksal viden om det ubevidste. Paradoksal fordi den handler om at tilvejebringe en viden forankret i dens egen ikke-viden. Selvom det ubevidste ytrer sig på måder bevidstheden til tider kan indfange, gendannes det uafladeligt.

​

Gennem alle bogens artikler er det grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at forholde sig til det ubevidste i dag?

​

*                    *                    * 

​

I Danmark har psykoanalysen en tid levet en noget tilbagetrukket tilværelse. Ikke fordi interessen for sjælelivet er forsvundet. Ser vi på det psykoterapeutiske område, må vi konstatere at dér hvor danskerne for 40 år siden højlydt frabad sig ”amerikanske tilstande”, går de i dag til ”psykolog” som aldrig før. Forventningerne synes at være spændt ud mellem drømmen om mirakelkure og et ønske om at opnå instrumentel effektivitet, regulering og kontrol. Der rækkes ud efter redskaber der med videnskabelig eller religiøs evidens vil kunne få tingene til at falde på plads. Her har psykoanalysen en anden gangart. Hvor en ”do it” tid forventer svar, lægger psykoanalysen vægt på spørgsmål, der danner afgørende forudsætninger for at vi kan være til stede i de svar vi finder. Psykoanalysen insisterer på en virksom mangel i os og kræver en spørgen til, i hvilket omfang vi selv bidrager til opretholdelsen af den tilstand, som vore klager er rettet imod. Derfor må psykoanalysen aktivt give afkald på den overbevisningskraft som så forskellige størrelser som religion og videnskab – for slet ikke at tale om sekter – kan støtte sig til. Det afkald giver psykoanalysen en anden kompleksitet, en kompleksitet på omgangshøjde med menneskets sammensatte væsen, som det mærkes af det ubevidste. I netop den forstand er det spørgsmålet om ikke Danmark stadig har psykoanalysen til gode.

Men hvorfor skrive om det ubevidste når mødet med det til syvende og sidst er en unik begivenhed, baseret på situationsbestemt tale? Man kunne mene at det overhovedet ikke kan lade sig gøre at læse (eller skrive) om psykoanalysen, eftersom skriften kommer i anden række i forhold til talen. Men det ville være at glemme at skriften udgør en uomgængelig pendant til talen, et uomgængeligt led i kulturarbejdet. Noget af det der siges må engang imellem skrives, fordi skriften er talens mærke i kulturen, ikke på den måde at den afspejler talen, men fordi skriveprocessen gør noget ved talen. Skriften er et mærke der vender tilbage til talen, den lader ikke talen uberørt, men fremmer nye måder at se og sige ting på. At skrive er en nødvendig og essentiel måde at tage et offentligt ansvar på overfor samfundets øvrige borgere. Det ansvar har psykoanalytikeren også.

​

*                    *                    * 

​

Derfor denne bog.

Det ubevidste ytrer sig i den måde vi taler på. Og for så vidt alle mennesker taler, har det ubevidste en global dimension, der binder os sammen. Men det ubevidste er kun levende i kraft af at det bliver hørt lokalt og situationelt, i bestemte sammenhænge. Derfor bliver der i bogen skelet til forhold i Danmark. Bogens forskellige emner afspejler de interesseområder hvorigennem forfatterne udforsker den fælles tematik, det ubevidste: former for misbrug, de fremmede, kærlighed, eros, kunst, forholdet mellem psykoanalysen og naturvidenskab. Tre kapitler er hentet udefra. Det ene er Freuds artikel om masochisme, som ikke tidligere er udgivet i en bog på dansk. Det andet er en artikel af den franske psykoanalytiker Jacques Nassif. Endelig er der Amy Cohen og Francisco Varelas eksperimentelle artikel i krydsfeltet mellem psykoanalysen og de kognitive neurovidenskaber. Hvad der ligger i disse valg kommer vi ind på senere.

Elementer af casebeskrivelser findes forskellige steder i bogen, men vi har især ønsket at blande os i emner, som på forskellige niveauer er centrale i den offentlige debat, og lade analytikere der er direkte engagerede i emnerne udtale sig. Bogen fokuserer således på en række af de steder hvor psykoanalytikeren kan bidrage med særlige vinkler på kendte problemstillinger, også udenfor det analytiske rum. Derved er der mange steder mulighed for at følge måder hvorpå det indre og det ydre, det intime og det offentlige er som ret og vrang – hvis læseren forestiller sig at ret og vrang går umærkeligt over i hinanden. Vi ønsker dermed at bidrage til dannelsen af en psykoanalytisk skarphed så vi bedre kan høre at det ubevidste også taler dansk. Ethvert kapitel i denne bog viser, hvert på sin måde, hvad en lydhørhed overfor det ubevidste kan bruges til. Således besvares spørgsmålet: What’s in it for me?

Bogen er ikke en antologi i gængs forstand. Vi har lagt stor vægt på at redigere kapitlerne sådan at de spiller op til hinanden. Vi har desuden været særligt opmærksomme på at skærpe, hvad der kunne ligne almindelig psykologi, i retning af det ubevidste.

Vi lægger ud med ”Det genfundne Paradis”, en artikel af Eric Allouche om stofmisbrug. I Slagelse ved juletid for nogle år siden fortalte en misbruger Allouche, hvad der efter hans mening var grunden til at medierne var specielt optaget    af narkomaner netop omkring jul. Det fik Allouche til at gøre sig nogle tanker om forholdet mellem stofmisbrug, paranoia og nydelse, og om den plads narkomanen har i samfundets fælles forestillingsunivers. En narkoman er ikke blot en narkoman, han er også en social myte. Og myten om narkomanien overskygger ofte narkomanens virkelighed. Det er myten om at nyde vildt og voldsomt med livet som indsats. Vi har valgt at starte med den tekst fordi den, skarp og teoretisk velunderbygget som den er, er let læsbar, omtrent som en novelle.

​

Tabet og manglen er grundlag for ethvert autentisk møde mennesker imellem. Den tanke er en by i Rusland for stofmisbrugeren, eller i al fald i myten om stofmisbrugeren. De tre efterfølgende kapitler handler derimod om forskellige måder at forhandle med manglen: i forbindelse med mødet med det fremmede, i forbindelse med udsathed og egnethed og i forbindelse med ungdommens kvababbelser.

Marina Testa Pedersen fortsætter linien fra Eric Allouche ved at skrive om paradismyten. Men vinklen er en anden. Her er paradiset hverken genfundet eller forestillet genfundet. Det er for bestandig tabt, uden at subjektet af den grund holder op med at længes efter det. Tværtimod. ”Det fremmede” hedder kapitlet. Med egne personlige og kliniske erfaringer, kommer Pedersen rundt i udvandring og indvandring fra sprog til sprog. Teksten anlægger en utraditionel vinkel på integration. Det tab, de misforståelser der præger enhver integrationsproces, skal ikke blot forsøges udfyldt og overvundet, for de dækker over et tab der ikke lader sig erstatte. Tabet indgår som en uvurderlig del af det vi flere steder i denne bog kalder symbolisering.

​

Er den moderne danske kultur kendetegnet ved en opfattelse af integration der i særlig grad gør den genstridig overfor symbolisering? Sagen undersøges af Jane Bykær i artiklen ”De Udsatte – Når talen falder på egnethed”. Peter Høeghs De måske egnede (1993) bruges som ledetråd. Hvor romanen bruger vendingen fra en ældre gymnasiekultur, er et par af begrebets nutidige varianter terapiegnethed og forældreegnethed. Hvad vil det sige at være egnet som forældre? Det sker jævnligt at nogle forældre anses for at være uegnede til at tage sig af deres børn. Det offentlige må gribe ind, evt. med en tvangsfjernelse. Børn er her "de udsatte" der skal reddes. Under hvilke betingelser finder en redning sted? Jane Bykær ser på hvordan tænkningen på området har ændret sig i Danmark igennem de sidste årtier. Hun sammenligner Bistandsloven fra 1976 med Serviceloven fra 1997 og inddrager også den ændring af serviceloven der trådte i kraft d. 1. januar 2006 (”anbringelsesloven”). Hvad er det det danske samfund har forsøgt at regulere i familien med disse lovgivninger? Og hvordan er det i dag? Bykær påpeger en modsætning mellem Servicelovens servicering og den enkeltes symbolisering, her forstået som den privilegerede vej hvorigennem den enkelte indtager en plads som subjekt overfor andre.

​

Niels Møller uddyber problemstillingen med fokus på ungdommen i kapitlet ”’Jeg er ikke hjemme’ – ung i analyse i dag”. Han beskriver hvordan en psykoanalytiker tænker i Danmark i dag når han til daglig både skal varetage sin opgave overfor den unge, men også løbende må forhandle med myndighederne om arbejdets rammer. Det gælder for de fleste der henvender sig til en psykoanalytiker at en frugtbar udgang afhænger af, i hvilket omfang det lykkes at gøre udgangspunktet til en subjektiveret henvendelse. Henvisningen skal m.a.o. kunne omformes til en henvendelse. Men forståelsen for vigtigheden af den hertil nødvendige tid mangler mere og mere. Opgaven med den unge gøres ikke lettere af det pres der kommer fra flere sider, mod at give den unge håndfaste reale svar som han kan løse sine problemer med. Det sker på bekostning af den tid der ellers kunne bruges på at den unge fik mulighed for selv at formulere bæredygtige subjektive spørgsmål der kan vejlede hans handlinger. Møller opsøger den unge dér hvor manglen kan komme til orde, som når han banker på døren hos en ung mand der svarer ved at sige at han ikke er hjemme. Alt imens argumenterer de bevilligende myndigheder for terapiens afslutning, han skal ikke fortsætte da han ikke er kommet i arbejde, eller terapien skal afsluttes fordi han er kommet i arbejde.

​

I den næste artikel, ”Eros i bioteknologiens tid – eller om ikke-viden i informationsalderen”, kombinerer Jean-Christian Delay to spørgsmål som udspringer af essentielle træk ved vores nutid, med henblik på at frilægge forholdet mellem Eros og ikke-viden. I Platons Symposion forsøger gildets deltagere at indkredse kærligheden. Den ene efter den anden sætter sig for at definere kærlighed ud fra hhv. traditioner, myter, kunst og idealer. I modsætning hertil argumenterer Sokrates på basis af et møde mellem sin ikke-viden og en fremmed kvinde, Diotima. 2400 år senere placerer Sigmund Freud en anden ikke-viden i hjertet af menneskets psykiske apparat. Han kaldte det ”Det Ubevidste”. Psykoanalysens ubevidste organiseres også omkring en fremmed. Det fremmede der opstår af at der findes to køn. Hvilken status kan ikke-viden få i bioteknologiens tid, dvs. en tid hvor man kan bilde sig ind at være i stand til at ophæve al ikke-viden, herunder effekterne af kønsforskellen?

​

Ved at læse Frank Grohmanns ”At falde i tiden – om subjektets vanskelige tilblivelse”, falder det én let ind at vi bliver autister af at miste de spørgsmål vi har i os. Grohmann er nemlig optaget af autistens forhold til tiden, før tiden, udenfor tiden. Med henvisning til Niels Bohr og Werner Heisenbergs lange vandreture langs den sjællandske nordkyst, dengang de grundlagde kvantemekanikken, fremhæver han at det kræver god jordforbindelse at bore i tidens gåde. Jordforbindelse er noget autisten mangler i en sådan grad at det bliver vanskeligt for hende overhovedet at komme ind i tiden. Vi følger en autistisk pige gennem puberteten i hendes og Grohmanns forsøg på at få tiden i gang. I det omfang et menneskeliv er underlagt devisen uden tid, intet subjekt er det hendes liv som menneske der er på spil. Grohmann viser hvordan subjektets indtræden i tiden afhænger af en kæde af tydninger, oversættelser, af-oversættelser og tab af oversættelser. En oversættelse forstås her som subjektets første svar på det spørgsmål som den Anden stiller det. Da vejen til subjektet går over sådanne oversættelser, da en oversættelse altid indebærer tab (den fuldkomne oversættelse findes ikke), og da autisten intet taber, ser det fra først af sort ud for hende. Grohmann har tilføjet et par sider som vedhæng til artiklen hvori han giver træk af en mere teoretisk redegørelse for problemstillingen. De verserende rapporter om at autisme er ved at antage epidemiske proportioner, gør ikke emnet mindre aktuelt.

​

Med Eric Allouches ”Fini de rire” – en fransk vending der betyder ”ikke mere pjat” – når vi frem til en anden slags alvor. Men her er både tiden og den anden tilstede. Allouche starter med at spørge hvad der skal til for at blive en ”good enough” psykoanalytiker. Intet forsøg på at besvare spørgsmålet undgår at tage stilling til analytikerens håndtering af overføring. Og den der siger overføring siger overføringskærlighed. Netop kærlighed er hvad Allouche vil nærmere ind på. Det er i dag almindeligt accepteret at kærlighed spiller en rolle i de fleste terapeutiske forløb. Det står til gengæld stadig sløjt til mht. at erkende hvordan begivenheden Freud danner skel i spørgsmålet: hvad vil det overhovedet sige for et menneske at elske? Allouche forsøger sig med en sådan erkendelse ved hjælp af en række af de paradokser der kendetegner kærlighed. 

​

Freuds formulering af dødsdriften og dens virke blev et af de mest radikale og kontroversielle udslag af hans tænkning. Det blev ikke mindre radikalt af at Jacques Lacan senere gjorde den til den primære drift. Vi har i den sammenhæng ønsket at udgive én af grundlæggerens egne tekster og har taget imod Inger Blaabjergs initiativ til den første fordanskning af Freuds ”Masochismens økonomiske problem”. Heri gransker Freud en række varianter af menneskenes tilbøjelighed til pinsel og ødelæggelse, gerne med sig selv som modtager. Det interessante ved Freuds tekst er at den banale masochisme – m.a.o. den mere eller mindre bevidste nydelse af lidelse – kun er en mindre, indledende del af hans ærinde. Derudover er mennesket konfronteret med det forhold at det ikke kan fødes til livet uden samtidigt at få en vis hang til døden i vuggegave. Livets gennemførelse afhænger af at denne hang bindes til – om ikke ligefrem tjener – livets kræfter. Freud beskriver hvorledes situationen farver vor kønsidentitet, kønsliv og samvittighed.

​

Kunst er én af de privilegerede måder mennesket har til at lade destruktive impulser tjene livet. Vi tænker ikke kun på den store kunst. Enhvers overraskende veldrejede og sigende bon mot om det usigelige er også en slags kunst. I den forstand handler enhver psykoanalyse om at forvandle et symptom til et kunstværk. Men hvad nu når der allerede er kunst i udgangspunktet? Jacques Nassif viser os det – uden at forklare så meget – i "En præsentation af Philip Larkin". Nassif skriver præsentationen af Larkin i sin egenskab af digterens franske oversætter. Præsentationen er dog hverken blot en introduktion til digtene, ej heller en analyse af personen, digteren og bibliotekaren Philip Larkin, eller af hans værker. Efter, som oversætter, at have stået til rådighed for Larkins egne ord, antager Nassif i præsentationen snarere en psykoanalytisk position overfor tekster af og om Larkin. Hensigten hermed er først i forlængelsen af oversættelsen at kunne følge og tjene Larkins subjektive logik. Ikke mindst dér hvor depression er en kilde til kunst, og kunst en forvaltning af depression. Men også frem til det punkt hvor Larkins digterinspiration ophører i og med moderens død. Det er først her det bliver tydeligt hvor Nassif sætter sin analytiske vægt ind. Han træder ud af Larkins logik for at vise en vej der går videre. Turen fra engelsk til fransk bliver pludseligt ikke blot et spørgsmål om at oversætte store digte, men om gennem en anden at forlænge subjektets åndedrag.

​

Hvor bogens ni første kapitler kan siges at være tættere på psykoanalytikerens funktion i hverdagen, fokuserer de tre sidste mere på emner der tegner psykoanalysens plads i nutiden. De to vedrører forholdet mellem psykoanalyse og videnskab. Den tredje tager stilling til spørgsmålet om reguleringen af det psykoterapeutiske felt, ud fra en indkredsning af det specifikke ved en psykoanalytisk position.

To kapitler i denne bog beskæftiger sig altså med forholdet mellem videnskab og psykoanalyse. Ud fra den betragtning at videnskab i moderne forstand nu engang er det sidste halve årtusinds suveræne nyskabelse, og at den griber ind i stort set alle dele af vort liv, har vi ønsket at gøre noget ud af det. Begge artikler, dog på vidt forskellige måder, vælter lige ind i kontroversen mellem psykoanalysen og de kognitive videnskaber.

Når videnskab og psykoanalyse mødes er der tre mulige udgange: 1. goddag mand økseskaft, 2. forskellene områderne imellem danner et felt der kan bruges til at tænke med, 3. områderne blandes. Jean-Christian Delays ”Psykoanalyse og videnskab – kan de undvære hinanden?” hører til under pkt. 2, hvorimod Amy Cohen og Francisco Varela i ”At tage besværet på sig – subjektiviteten i neurovidenskabelig og psykoanalytisk erfaring” forsøger sig med pkt. 3. Hvor Cohen og Varela forudsætter kontroverserne imellem videnskab og psykoanalysen bekendt, starter Delay med at præcisere mødets historiske og principielle forudsætninger. Psykoanalysen blev til på basis af et ønske om at skabe en videnskabelig forståelse af menneskets sjæleliv. Men der skete det overraskende undervejs at den i stedet for at udvikle sig i et regelret videnskabeligt spor, mere er blevet til en måde at omgås de effekter, det har på den menneskelige subjektivitet at leve i videnskabens tegn. Det fører ham frem mod en bestemmelse af videnskabens væsen og til en indkredsning af psykoanalysens ubevidste subjekt overfor den subjektivitet, som dele af de kognitive neurovidenskaber i dag forsøger at inddrage i den videnskabelige handling. Derefter tager Cohen og Varela abrupt fat og eksperimenterer med hybride begreber skabt på tværs af felterne. Tiltaget er ifølge forfatterne i overensstemmelse med både psykoanalysens egen fremgangsmåde og med de radikale ændringer der på det sidste har indfundet sig indenfor dele af videnskaben. Særligt den embodied-enactive retning indenfor de kognitive neurovidenskaber har taget bruddet med den klassiske videnskabelige kausalitet til sig. Den forsøger at præcisere den måde hvorpå subjektiviteten indgår i det kaotiske samspil af kausaliteter, hvoraf uforudsete kognitive mønstre opstår. 

*                    *                    *

​

Bogens sidste kapitel – ”Psykoanalysen i den moderne verden” – er inspireret af den i Danmark og mange andre lande verserende debat om regulering af psykoterapi. Debatten har to yderstandpunkter: området skal være selvregulerende, brugen af terapier er i sin grund ustyrlig, en politisk regulering giver ikke mening. Og fra den modsatte kant: området skal styres gennem etablering af en statslig godkendt psykoterapiuddannelse og en forfølgelse af kvaksalvere. Ud fra den betragtning at psykoanalysen forudsætter aftalen om de frie indfald og at det ubevidstes effekter ikke lader sig kommandere, holder psykoanalysen på det første standpunkt. Det forhold giver en særlig vinkel på spørgsmålet om psykoanalytikerens uddannelse og autorisation. Artiklen dykker ned i nogle af de vanskeligheder psykoanalysen selv har haft med at etablere en uddannelse på psykoanalytisk grundlag. På den baggrund foreslår kapitlet hvad vi kan forvente af mennesker der tager sig af vores sjæleliv. Og af en terapi. Udover ønsket om at patienten får det bedre og at symptomerne dæmpes eller ophæves, er det afgørende i en psykoanalyse at klienten får mulighed for at opdage hvad det er ved begæret, der ytrer sig i symptomet, eller hvilke træk ved subjektet, brugen af symptomet afspejler. 

Bagest i bogen findes en litteraturliste opdelt så den følger hvert kapitel. Læseren bedes være opmærksom på at der benyttes forskellige kommasætning i de forskellige kapitler. Det er et bevidst valg fra redaktørernes side, bestemt i samråd med forfatteren, ud fra teksten. Vi afslutter bogen med to små appendikser. Det første om forholdet mellem kognitiv terapi og psykoanalyse. Det andet om subjektet på randen af det usigelige.

​

Jean-Christian Delay og Elisabet Holst

januar 2006