En behandlers genvordigheder

- refleksioner efter Magnetisørens 5. vinter

Det sker ikke så ofte i dag (2000), at en film inviterer psykoanalytikeren til at gøre sig tanker om den. I al fald ikke som dengang i det tyvende århundrede, hvor psykoanalysen og kunst i flere omgange sparrede med hinanden i kulturens felt. En nyere dansk film - Magnetisørens 5. vinter (1999) - udgør en sådan invitation. Den umiddelbare fristelse består deri, at den direkte omhandler problemstillinger, som præger en psykoanalytikers hverdag. Ja, den indeholder ligefrem et behandlingsforløb.

 

Instruktøren Morten Henriksen har lavet en filmatisering over Per Olov Enquists roman af samme navn. Historien handler om en dansk-talende magnetisør og læge, dr. Meisner (spillet af Ole Lemmeke), der lidt inde i det 19. århundrede ankommer til en lille by i Nordsverige for at starte en praksis. Han modtages med mistro af de lokale læger, men tiltvinger sig en plads i lokalsamfundet ved at udvirke nogle til det mirakuløse grænsende helbredelser. I forhold til den officielle lægekunst, er hans metode temmelig utraditionel. Den udgøres af magnetiske strygninger, intens blikkontakt, en lyttende holdning, og endelig en ukuelig sikkerhed udadtil, mht. opnåelsen af den ønskede helbredelse.

Afgørende i historien, er Meisners helbredelse af datteren til den lokale læge, dr. Selander (Rolf Larsgård). Datteren Maria (Johanne Sällström) har været blind siden den sene barndom. På få konsultationer lykkes det Meisner at gøre hende seende igen. Behandlingsforløbet skildres i filmen og ligner mere en talekur, end en egentlig magnetisk kur. Trin for trin husker Maria  de scener, der udspillede sig i hendes liv i umiddelbar forbindelse med, at hun blev blind. Den russiske hær var i området og tre soldater brød ind i huset, hvor Selander familien boede. Pigen gemte sig i kælderen, men soldaterne fandt og voldtog hende. Blindheden indtrådte dog ikke straks efter voldtægten, men først da hun var kommet grædende og oprevet op ad trapperne. Her mødte hun nemlig sin mor, der i stedet for at tage imod hende, vendte sig i rædsel fra synet af sin datter med den hvide, blodplettede kjole. Sekvensen rammer meget godt det forhold, at alvoren af en traumes indvirkning på et menneskes liv afhænger af omfanget af dette menneskes manglende mulighed for at bearbejde og symbolisere sin ulykke. Da symbolisering forudsætter, at der i det mindste kan siges noget til nogen, falder mørket for alvor på den, der mødes med fravær. Hermed cementeres det fortvivlende for et menneske i at blive overløbet af en begivenhed, der ikke levner tid til at markere forskellen mellem en reel hændelse og en tilsvarende udfoldelse i fantasien. Hertil kommer, at ethvert menneske er blindt uden en grad af sand tale til at vejlede sit blik med.

 

Helbredelsen blev for Meisner udgangspunktet for en florerende praksis og et videnskabeligt partnerskab med dr. Selander. Det blev også udgangspunktet for manipulationer og erotisk forviklinger, der medvirkede til hans fald. For at kunne behandle mange patienter på én gang, fik Meisner bygget et kar med ledninger, som en ti-tolv patienter kunne holde i. Men det var ikke alle patienter, der ville nøjes med at modtage helbredende kræfter gennem karret. Meisner mente, at forklaringen på hans succes som behandler hang sammen med det forhold, at han havde særlige evner til at frigøre og formidle de livgivende strømninger i universet (det af ham kaldte magnetiske fluidum). Han gik i den grad op i formidlingen af disse kræfter, at han til tider lod sig friste af enkelte af sine kvindelige patienter til at blande erotik og behandling sammen. På et sted i filmen bryder han sammen umiddelbar efter en sådan intim behandling. Et øjeblik ser det ud til, at han aner, at han er ude i noget, som har med mere end magnetiske kræfter at gøre. I al fald går det ikke bedre eller værre end, at han forlover sig med den taknemmelige og forelskede Maria Selander, i håb om, at hun skal kunne redde ham fra ham selv og fra igen at blive fordrevet af samfundet for sine provokerende behandlingsmetoder. Vi får at vide, at det er femte gang dette mønster gentager sig. Han har åbenbart allerede været turen igennem i Wien, Paris, Berlin og København.

 

Slutningen af filmen skildrer retssagen mod Meisner, men ikke mindst også Maria Selanders løsrivelse fra både Meisner og hendes far. Maria forsvarer Meisner offentligt, og redder ham dermed fra hængning. Ikke desto mindre er hun blevet lidt mindre blind for de illusioner, hvorpå han baserer sin metode. Eller udtrykt mere præcist, hun får mindre brug for disse illusioner i takt med, at hun lidt bedre kan skelne, hvad andre vil med hende fra den måde hendes egne ønsker tager udspring i andre. Det stærke og velskildrede bånd mellem far og datter løsnes i den samme bevægelse. Det hele ender lidt langtrukkent med, at Meisner forvises fra landsbyen, og Maria rejser alene til Stockholm.

*               *               *

 

Jeg havde levet mig så meget ind i filmen, at jeg bagefter måtte gøre mig nærmere tanker om de problemstillinger filmen omhandler. Oplagt blev det at støtte sig til nogle af de tanker der er blevet fremført siden starten af det 19. århundrede, hvor filmens handling som sagt finder sted.

 

Instruktøren har selv forsøgt sig med noget i den retning. F.eks. spiller talen en langt vigtigere rolle i den bevidste ledelse af Maria Selanders behandling, end den kan formodes at have gjort i det virkelige liv. Forbilledet for filmens hovedperson er nemlig Franz Anton Mesmer, den østrigske læge og jurist, der i sidste del af 1700-tallet opfandt hypnose (mesmerisme). Det er netop tumulten omkring hans behandling af Maria von Paradis, der førte til, at Mesmer forlod Østrig og drog til Frankrig. Mesmers metode var bevidst baseret på, at der ikke blev talt under behandlingsseancerne. Det drejede sig om at kanalisere al energi gennem blikket og kroppens overflade. Det blev først en del år senere, at en anden østriger, Sigmund Freud, gav talen en renæssance, ikke kun i behandlingsøjemed, men tilmed en ny drejning med inddragning af det ubevidste sjæleliv. Der er således en forvarsel af Freud hos Meisner, der ikke var hos Mesmer. Ikke desto mindre anså Mesmer sig selv som værende på forkanten af den videnskabelige tænkning i lægegerningen. Husk på, at han som ung mand havde set en præst udføre en helbredelse i stil med dem, han senere selv blev berømt for. Men Mesmer havde afvist præstens religiøse tolkning af både lidelsen og helbredelsen (djævlens tilstedeværelse i og uddrivelse af kroppen).

 

Disse oplysninger om Mesmers liv og holdning ville blot være anektodiske, hvis ikke det var for det forhold, at hans satsning på blikkets magt og videnskabens sandhed på bekostningen af den uprogrammerede tale er i samklang med træk af det moderne kommunikationssamfund[1]. Vi begyndte med at bemærke, at Meisner var mere moderne end Mesmer fordi han tillægger uprogrammeret tale en afgørende betydning i rekonstitueringen af Maria Selanders subjektivitet. Og pludseligt er vi derhen, hvor Meisners modernitet overhales af Mesmers aktualitet. Meisner er i en bevægelse der støtter sig intetanende, men dog imødekommende, til fænomener der indgår som konstituerende elementer for det ubevidste. Han bevæger sig henimod den ubevidste tale, hvor uprogrammerede, spontane ytringer tillægges en afgørende betydning for subjektivitetens fremkomst, og talen fremhæves overfor blikket, begge i en intens overføringsrelation til terapeuten. Den tid er Mesmer ikke i. Han er i en tid, hvor det ubevidste bevidst overhøres, hvor dets tid forsøges sparet væk.

 

*               *               *

 

Lad os - før vi går videre med den meisneriske modernitet I Magnetisørens 5. vinter - opholde os lidt mere ved Meisner-Mesmer parret. Begge er de i et anspændt forhold til deres samfunds moral og love, et forhold som for Meisners vedkommende gør sig gældende filmen igennem.

Mesmer og Meisner besidder begge karisma i usædvanlig grad. Dertil kommer, at en kraftig og ubearbejdet erotisering indgår i behandlingen af deres kvindelige patienter. Men disse ligheder håndteres forskelligt. Da Mesmer blev retsforfulgt for anden gang - i Frankrig - var det ikke kun helbredelserne de franske dommere ikke kunne afvise. Mesmers moralske integritet kunne de heller ikke med held anfægte. Kulten omkring Mesmer havde imidlertid antaget fanatiske og massehysteriske dimensioner. Det indgik i anklagen mod ham, at hypnosen ansås for farlig for den offentlige moral, fordi den mentes at føre til utugt og usædelighed. Selvom Mesmer ikke selv havde blandet åbenlys erotik og behandling sammen, var der flere af de mange, som efterlignede ham, der endte med at gøre enkelte af deres patienter gravide. Det lader til, at Mesmer evnede at opretholde forskel dér, hvor Meisner vaklede.

 

Et samfund kan principielt ikke i længden acceptere en sådan vaklen, fordi de kræfter, der her slippes løs står i modsætning til selve grundlaget for et socialt bånd. Ethvert socialt bånd afhænger af, at de der indgår i det giver afkald på en vis mængde af deres utøjlede lyster, eller at disse i det mindste får en form for forankring i det sociale. Moderne demokratier har været tilbøjelige til at løse problemet (som vi lige har set) ved først at løfte de moralske og videnskabelige pegefingre, for evt. senere at sætte magt ind. Udformet efter den til enhver tid gældende demokratiske konsensus dømmer moralen ved at sige, at forførelse og bedrag er af det dårlige, og videnskaben tager afstand ved at påpege behandlingens manglende objektivitet - den kan ikke billiges gennem dobbelt-blind kontrollerede undersøgelser. Men der kan kontrolleres i en sådan grad og på en sådan måde, at det ikke kun er Maria Selander, der ender med at blive blind.

 

Selvom den demokratiske løsning er, som Churchill udtrykte det, den mindste ringe vi har, er den alligevel ikke kun utilstrækkelig, den er også fejlagtig. I hvert fald mht. de spørgsmål vi her har oppe at vende. Fejlagtig i den forstand, at den per princip udelukker det subjektive, ubevidste engagement Meisners behandlinger bygger på. En subjektivitet, som vel at mærke på en og samme tid er lægende og kongruent med de ønsker og kræfter vi drives af. For så vidt disse ønsker og kræfter bliver livet igennem ved med at have et større eller mindre anstrøg af barnlighed og seksualitet - og det gør de - vil de også blive ved med at ligge skævt i forhold til samfundets grundlag. At tie det ihjel, eller stille det til skue som underholdning, er moderne løsninger, der svarer til religionens tidligere bandlysning af det onde. Man vidste ikke, hvad man skulle stille op med det onde, så satsede man på at fordrive det. Det udviklede sig som bekendt til en sydende heksekedel. Så let slipper vi ikke af med Djævlen. Han har det med at vende tilbage. Og han har tilmed god tid.

*               *               *

Med psykoanalysen er der en anden vej. Denne vej har med den tidligere bemærkning om forskelle at gøre. Meisners misere er, at han ikke gøre sig klar, hverken instinktivt eller begrebsligt, forskellen mellem de skiftende pladser han indtager i sine patienters univers, og den plads de indtager i hans. Foreløbigt sagt, er han tilbøjeligt til at tro, at når der opstår "magnetisme" mellem ham og en patient, er det de to, det faktisk handler om. Dette kan naturligvis også hænde, som i livet i øvrigt. Men handler det om en henvendelse til ham som behandler, rammer denne løsning ved siden af. Ikke fordi kærlighed og erotik ikke kan være helbredende, men pga. den blindhed kærlighed og erotik i sig selv udgør. Situationen fordrer fra hans side, en opmærksomhed på forskellen mellem dét han er, og dét han står for, for den, der henvender sig. Meisner er dygtig til at bruge illusioner til at fremkalde helbredelse hos sine patienter, men uinteresseret i en nærmere begribelse af, hvordan han selv fungerer som helbredende illusion.

Denne manglende interesse har to konsekvenser.

 

For det første er han reduceret til at fungere som forfører. Dette forklarer, at det er lutter kvinder, der henvender sig til ham. Den eneste mandlige patient vi ser i filmen er reelt døende. Dette er rammende. Mænd sendes tilbage til en verden af "just do it", hvilket i sidste ende vil sige en verden af voldtægt og død, en verden, hvor kvinderne i endnu højere grad kan blive utilfredse og syge. Havde Meisner haft en bedre fornemmelse, for de forskellige pladser, som han ubevidst tilskrives af andre, havde han også kunnet tage imod mænd fra en plads, de kunne bruge. Men det har han ikke. Han må nøjes med sin evne til at forføre og bedrage, for at give djævlen i patienterne et lindrende åndehul.

 

Den anden konsekvens er den grænse Meisners stil som behandler sætter, for de effekter hans behandling kan udvirke, selv på de kvindelige patienter han bedst går i spænd med. Men for at kunne følge den tanke, er det utilstrækkeligt med den traditionelle opfattelse af Ødipuskomplekset og forholdet mellem traumet og symptomet, for ikke at tale om den elendige Freud unge danskere møder i dag, når de overhovedet møder ham. Til gengæld er tanken i tråd med, det her omtalte spørgsmål om forskelle. Det afgørende i Meisners behandling af Maria Selander er, at han accepterer at lytte fra det sted, hvor hendes mor var fraværende, dengang hun kom op ad trapperne efter at være blevet voldtaget. Det betyder ikke, at han dermed er i moderens rolle eller, at det er moderens svigt det handler om at reparere. Godt nok var der noget moderen ikke kunne tåle i situationen dengang. Der er sikkert også meget hun kunne sige om sagen, men det forbliver en anden historie. Her drejer det sig om Maria, og hvad hende angår, må vi konstatere, at heller ikke hun havde fundet andre før Meisner til at tage imod den forløsende tale. Meisner accepterer m.a.o. at lægge krop til det psykiske sted, hvortil Maria nu er parat til at udsige sin henvendelse.

 

Udtrykket "det psykiske sted" er her en måde at gøre opmærksom på, at når to mennesker mødes, er der altid fire tilstede, nemlig de to, der faktisk er tilstede, plus de to "psykiske steder", de hver ubevidst henvender sig til hinsides hinanden. Forholdet forklarer, hvorfor vi ikke kan undgå at tale forbi hinanden og ad denne vej generere en større eller mindre mængde menneskelig elendighed. Når vi mødes, taler vi til hinanden, men samtidigt også til - lad os sige - vore forfædre, med henblik på anerkendelse, kærlighed, kritik, osv. Tilbøjeligheden er hele tiden at blande de to "steder" vi henvender os til sammen. Hvilket netop er, hvad Meisner ender med at gøre. Han har gjort det muligt for Maria at slippe sit manifeste symptom, men forhindrer hende i klart at skelne de to steder hun, til enhver tid, henvender sig til. Vi ser også til sidst, at hun "løser" problemet ved at flytte til Stockholm. Denne geografiske løsning er en vakker afslutning på historien, men ingen tilfredsstillende psykisk løsning. Tværtimod kan man formode, at Maria forsøger at løse sit grundlæggende menneskelige problem, ved at skifte sin blindhed ud med et træk af Meisners eget symptom. Der er intet forargeligt i det. Vi er alle henvist til at ønske i afhængighed af hinanden. Det er den uundgåelige fortsættelse af børnens: "Det vil jeg også!" Men for at finde sig selv i mønstret, er en markering af de nævnte basale forskelle påkrævet, ellers fastholdes vi i den rene fremmedgørelse.

 

Det foregående er med til at understrege, at det ikke er ligegyldigt for patienterne, hvordan en behandler håndterer sine ønsker. Men ikke på den måde en række debatoplæg om emnet i pressen gennem årene har ladet forstå. Vi har kunnet læse mange artikler om psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud. Snart var han et menneske af borgerlige moral, trofast overfor sin kone, i skandaløs modsætning til hans revolutionære seksuelle teorier. Og snart var han den uanstændige Freud, der holdt hyrdetime med sin svigerinde. Lignende historier findes om Jacques Lacan, "den franske Freud". Måske har nogen allerede hørt om dengang Lacan, godt op i årene, forførte en kvinde i en taxi midt på Concordepladsen i Paris. Næste morgen stod taxachaufføren foran døren til hans konsultation. Selv udtrykte Freud engang, at han ikke andede, hvad han skulle bruge kønsdriften til efter han havde passeret de fyrre. Og Lacan, at han altid havde haft "to kvinder på samme tid, ligesom de fleste mænd". I den sammenhæng de plejer at fortælles i, har historierne ikke meget andet end underholdningsværdi. Til gengæld er de hurtigt direkte vildledende mht. hvad behandling handler eller ikke handler om. Det afgørende spørgsmål er, hvordan disse behandlere markerede - eller ikke markerede - forskellen mellem deres personlige ønsker og deres ønsker som behandlere (læs ubevidste begge steder). Det er styrken af det sidste ønske, der afgør, hvor langt det principielt er muligt for en patient at komme med en given behandler. Men netop på dét plan, har vi stadig meget at lære, om den måde, patienter og behandlere går i spænd.

 

Om sondringen mellem disse ønsker kan siges, at den forudsætter, at behandleren er nogenlunde afklaret, hvad hans egne ubevidste ønsker angår. Derfor er det oplagt at spørge, som Morten Henriksen også gjorde det, hvad dr. Meisner egentlig vil. Social opstigning, bliver der foreslået. Jeg tror gerne, at dette er et ønske hos Meisner. Men mon ikke ønsket er relativt bevidst. Til gengæld er det ganske usandsynligt, at ønsket udgør en kerne af hans ubevidste. Gid det var så vel. Havde ønsket siddet ordentligt på plads, kunne Meisner måske være blevet en endnu bedre behandler. Men desværre. En mand, der får succes i fem af Europas hovedstæder efter hinanden, for at blive forvist af dem alle, og endda ende med at blive udvist af en lille by i Nordsverige, har ikke noget entydige ønske om social opstigning. Han har i hvert fald en ligeså stor trang til at kaste vrag på sig selv. Dette er en kilde til hans forvirring.

 

[1] Måske kan Henriksen vende tilbage til spørgsmålet i en senere film, i forlængelse ikke kun af Magnetisørens 5. vinter, men også af hans tidligere film - Den skjulte virkelighed - om andre alternative behandlingsmetoder. Opgaven kunne være/blive en udfordring, al den stund filmediet selv deltager i myten om blikkets magt.